G. Menabrea e Figli Historien om Menabrea

Det lille bryggeri Menabrea ligger i området Piemonte i det nordvestlige Italien i en mindre by ved navn Biella. Bryggeriet startede sin historie i 1846 af Antonio og Gian Battista Caraccio. Antonio og Gian ville vise, at den stolte vinegn også kunne brygge øl og den første officielle udskænkning var da også til den årlige vinfest.

 

Det blev en succes og i 1864 køber den unge medhjælper Giuseppe Menabrea halvdelen af bryggeriet og i 1872 er bryggeriet blevet et familieforetagende med Giuseppes to sønner Carlo og Alberto. Bryggeriet kommer derfor til at hedde G. Menabrea e Figli (Giuseppe Menabrea og sønner). I daglig tale kaldes det blot Menabrea.

 

I 1899 fokuserer bryggeriet produktionen til at fremstille to øl: Bionda (pale lager) og Ambrata (amber lager). Disse to øl udgør den dag i dag stadig Menabreas hovedproduktion. Siden hen er der dog føjet flere varianter til Menabreas ølsortiment, navnlig Doppio Malto (guldøl), Ale og en juleøl, der er brygget særligt til Danmark. I 2007 overtages bryggeriet af den femte efterkommer af Giuseppe Menabrea, Franco Thedy.

 

I dag producerer Menabrea omkring 85.000 hektoliter om året og eksporterer deres øl til omkring 20 lande. Selvom bryggeriet har moderne produktionsteknologi, består bryggeriet stadig af de gamle bygninger fra 1846 og er Italiens ældste bryggeribygninger.

 

Hvis man skulle være så heldig at være i omegnen af Biella, kan det varmt anbefales at besøge bryggeriets gamle hestestald som i dag er forvandlet til en fantastisk autentisk italiensk restaurant. Ølagenterne anbefaler pizza med tomat, ølost og friske basilikumblade

- velbekomme!